---
title: "Kallerup Renseanlæg"
date: "2024-04-01"
created: "2023-10-23"
---

[Hjem](https://spildevandsplan.htk.dk/)

                    [Kloakoplande](https://spildevandsplan.htk.dk/kloakoplande)

                    [Renseanlæg](https://spildevandsplan.htk.dk/kloakoplande/renseanlaeg)

                [Kallerup Renseanlæg](https://spildevandsplan.htk.dk/kloakoplande/renseanlaeg/kallerup-renseanlaeg)

# Kallerup Renseanlæg

Kallerup Renseanlæg håndterer spilde- og regnvand fra den nordlige del af Husehusene

![](https://spildevandsplan.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/fa659b6f-df15-4dda-063a-08dba88b4333?width=800)

Kallerup renseanlæg

Den nordvestlige del af Høje-Taastrup Kommune hører til oplandet for Kallerup Renseanlæg. Renseanlægget ejes af HTK Kloak A/S.

Renseanlægsoplandet består både af fælleskloakerede områder, separatkloakerede områder, og områder der kun er spildevandskloakerede.

Renseanlægget har en kapacitet på 7.300 PE (personækvivalenter

Kallerup Renseanlæg er et biologisk-kemisk renseanlæg med kvælstof- og fosforfjernelse. Fosforfjernelsen sker ved såvel biologiske som kemiske processer. Den kemiske fosforfjernelse sker ved anvendelse af et fældningsmiddel. Det rensede vand iltes i en iltningstank før udledning. En blanding af biologisk overskudsslam og kemisk slam udtages løbende fra procestanken og ledes til slambede.

Det rensede spildevand ledes til Hedehusene Kloakrende, som leder til Vasby å og videre til Hove å. Hove å løber gennem Gundsømagle Sø, og har udløb i Roskilde Fjord. Udledningstilladelsen for Kallerup Renseanlæg er meddelt af Københavns Amt i 1991. Københavns Amt har efter anmodning fra kommunen meddelt ændrede vilkår for overholdelse af kravet til fosfor i 2002. Der er vilkår om maksimalt et overløb af regnvandsopspædet spildevand en gang hvert andet år. I overensstemmelse med kravene i Spildevands­bekendtgørelsen bliver der udtaget 12 prøver om året af det rensede spildevand og 6 prøver årligt af det tilledte spildevand til renseanlægget. Renseanlægget overholder udlednings-kravene. Tilsyn og kontrol med renseanlægget foretages af Miljøstyrelsen. I henhold til udledningstilladelsen må der maksimalt udledes 900.000 m3/år. Den beregnede tørvejrsmængde til renseanlægget er beregnet til 362.000 m3/år både for status og planlagte kloakoplande.

**Slambehandling**

Slambehandlingsanlægget udgør et areal på 16.700 m3 og inkluderer 10 slambede til mineralisering af slammet med henblik på efterfølgende udbringning på landbrugsjord. Anlægget har en årlig kapacitet på 300 t tørstof. Slammet fra renseanlægget bliver pumpet til slambedene, som bliver tømt ca. hvert 10. år. Der bliver løbende taget prøver, og prøverne overholder grænseværdierne til spredning af slam på landbrugsjord.

**Plan**

Der indgår ikke nye investeringer ud over driftsomkostninger for Kallerup Renseanlæg eller dets slamhåndtering i denne spildevandsplans planperiode.
