Skip til hoved indholdet

Kloakrenovering

Et afløbssystem skal løbende vedligeholdes for at bibeholde sin værdi og funktion. I Høje-Taastrup Kommune startede det systematiske arbejde med renovering af afløbssystemet i 1988 og har afsluttet den systematiske gennemgang i 2009. Siden da er der arbejdet med løbende udbedring svarende til den årlige nedslidning af systemet.

Der regnes typisk med en gennemsnitlig levetid på 75 år for almindelige kloakledninger og noget mindre for de øvrige tekniske anlæg som f.eks.pumpestationer. Se figur med aldersfordeling nedenfor.

Af økonomiske og miljømæssige årsager skal ledningerne renoveres, før de er helt brudt sammen. Dette giver nemlig forsyningen mulighed for, at vælge den økonomisk bedste løsning til ledningsrenoveringer, som f.eks. strømpeforing frem for opgravning af hele strækninger. Omvendt skal ledningen ikke renoveres for tidligt, da forsyningen derved vil miste et væsentligt fortsat forsyningspotentiale for eksempel i forhold til restlevetiden.

HTK Kloak A/S arbejder målrettet med planlægning og prioritering af fornyelsen af ledningsnettet. Dette for at sikre at ressourcerne til kloakfornyelse bruges mest hensigtsmæssigt. Fornyelsesplanlægningen medvirker til at sikre en høj og kontinuerlig driftssikkerhed for afledning af spildevand og regnvand i HTK Kloak A/S' serviceområde.

By- og Miljøcenter, afd. Natur og Miljø

Telefon: 43 59 12 17

e-mail: bmc@htk.dk